STAFETTEN: Derfor har jeg honningbier!

Hvem er den næste til at gribe STAFETTEN:

Hvorfor har du egentlig honningbier?

Ja, hvorfor holder man egentlig honningbier? Faktisk kan man uden alt det arbejde og et stik i ny og næ, købe honning i butikkerne til en rigtig billig pris.

 

Nr. 4 Finn og Bithe, Den gamle skole:

En historie der passer! – En lille fortælling om Finns og min biavl.

Vi flyttede til Bornholm i 1972, og indrettede haven så vi var selvforsynende med grøntsager, vi havde også en masse forskellige dyr, og manglede kun det søde for at det var fuldendt.

Så en dag i 1975 var der en annonce med 5 bifamilier til salg. Dem købte vi. Vi havde ikke forstand på bier, men Finn meldte sig ind i biavlerforeningen, og mødte op i den lokale forening, hvor han fik kontakt til to biavlere i nærheden, de var meget hjælpsomme de første år.

Efterhånden fik han så meget føling med det hele at han klarede det selv. Tog også på kurser ovre. Bierne vi havde købt var i gamle trugstader, vi fik ret hurtigt købt nogle opstablings stader, det har vi brugt siden. I starten var jeg ikke med ude ved bierne, men jeg tog mig af honningen når den kom hjem.

Det første år foregik det i køkkenet, men det har ligesom så meget andet udviklet sig efterhånden som der blev tid og penge til det. Da pigerne blev lidt ældre begyndte jeg at tage med ud til bierne, og blev hurtig grebet af det. Nu var det os begge der tog på kurser ovre.

I slut 80erne eller først i 90erne var vi på et , hvor der var en der fortalte at han havde kommet propolis og pebermynte i honning. Det tog vi hjem og afprøvede, og det har vi så gjort siden.

Mens det var på sit højeste havde vi 130 bifamilier, nu er vi på nedtrapning og har i efteråret indvintret omkring 70 stk.

Det har været nogle rigtig gode år med bierne, der har været både op og nedture, og vi har lært af det hele, og vi bliver ved til vi ikke kan løfte en kasse honning mere!

Hilsen Birte og Finn Den Gamle Skole

 

Nr.3 Hugo Boldt:  Min vej til biavl:

Jeg er blevet opfordret til at skrive et par ord om hvordan jeg fik begyndt på det med bierne, og det ønske vil jeg så hermed forsøge at imødekomme.

Lidt forhistorie: Vi købte vort sommerhus i Vang i 1984.Vi har altid været nære venner med Rene(Olsen) og Harley(Nielsen). De fandt at det ville være interessant at afprøve om der var basis for nogle bistader der (det halve trækområde er hav).Det virkede og på den måde fik jeg fragmentarisk føling med hvad det gik ud på.

I 1996/97 flyttede vi til Rønne og vort mål var at tilbringe det halve år i Vang. I den anledning købte jeg mig ind i fællesskabet.

Herefter forestod er en læringsproces. Her havde jeg god hjælp Harley og Rene, – og også af de erfarne biavlere, som jeg mødte i den nu nedlagte skolebigård.

Jeg fik også set og lært det arbejde der er med hele processen frem til produktet: den selvproducerede honning. Arbejdet kan godt være lidt belastende, men vi er 2 om dette så derved bliver det mere en fornøjelse (Rene har trukket sig p.g.a. rygproblemer)

Hvor står jeg nu?: Har jeg lært noget? Det har jeg vel al den stund at jeg stadig har mine stader, – nu 6 styks opstabling

  • i starten tilså jeg stader meget ofte,- det skal man ikke gøre bierne, går nærmest i stå
  • bigården er hen ad vejen ændret til den nuværende opstilling. Det skal være forholdsvis nemt at komme til de enkelte stader.
  • Jeg er ikke i stand til at omlarve. Det skyldes en bygningsfejl i øjnene, der gør at jeg ikke kan fokuserer præcist nok. Løsningen er at indkøbe de jomfrudronninger der er behov for.
  • Jeg har droppet parrekassetterne. For mig med bare 6 stader er det ikke besværet værd, set også i lyset af hvor mange det lykkedes mig at få befrugtet.
  • I stedet laver jeg småfamilier
  • Sværmning: for mig står det ikke helt klart hvad der får bierne til at sværme. Det har givet noget med plads at gøre. Sikkert også noget med fodersituationen at gøre, d.v.s. Pollen og nektar. Der er nogle tegn der viser at noget er på vej, og derfra må man så tage sine forholdsregler. Men det smutter nu ind i mellem.
  • Varroa: Her har jeg forenklet behandlingen noget. Er der intet abnormt at se indskrænkes behandlingen til 3 gange oxalsyre-behandling, okt., dec. og marts. Man skal være omhyggelig med at behandle sine småfamilier og evt. indfangede sværme. Er en familie hårdt angrebet tyer jeg til myresyre og håber så på at familien overlever
  • Dronefratagning praktiserer jeg af og til. Det virker, synes jeg, men kan terminerne ikke strikt overholdes skal man nok lade være.

Nået så langt at vi har fået noget honning skal vi i gang med slygning, røring, afsmeltning, rengøring og en masse andet. Her er det især godt at vi er 2 om det ,og ikke mindst at vi har et godt bikøkken med god plads. Uden en sådan adgang til nødvendige faciliteter, er jeg ikke sikker på at jeg var begyndt på eller holdt ved med denne hobby.

Afslutning: Da jeg begyndte at skrive på dette, gik det op for mig, at det omkring denne tid er 30 år siden jeg stiftede bekendtskab med biavlen, og 20 år siden jeg anskaffede mig mine egne stader.

Men som jeg altid pointerer: jeg er ikke bi-avler, – jeg har bier.

 

Nr. 2: Anette Møller: Biavl er så indlysende rigtigt og givende at det vel ikke kræver en nærmere forklaring i disse kredse?

Min morbror var dronningeavler da jeg var helt lille, det husker jeg som noget magisk.

I starten af 80-erne forsøgte jeg med et aftenskolekursus i Århus, hvor nogle gamle mænd med stor snedkerglæde fabrikerede bistader. Det ramte slet ikke plet.

Min mand var sikker på at han havde en slem allergi for bistik, så der var stor bremse på lysten til at have bier i mange år.

I 2010 fik jeg forærende min første bifamilie af Christian Thøgersen, som jeg skylder en stor tak.

Det er vigtigt for mig at have noget andet end arbejdet som trækker i mig, ellers kommer arbejdet til at fylde for meget. Biavl er naturoplevelser og så er det vedvarende udfordrende både fysisk og mentalt. Jeg synes stadig det er svært. Der bliver ved med at være nye facetter, nyt at lære.

Den lokale biavlerforening og alle de fantastiske ildsjæle som findes her, skal have stor ros og tak.

Nr. 1: Min (Jannie Jordal) interesse for naturen er grundlagt i min barndom af min far der var meget opmærksom på naturens små vidundere. Jeg voksede op i Søborg i et lejlighedskompleks der lå tæt på Utterslev Mose. Her tog min far mig med for at fange dafnier til akvariefiskene, firben og salamandere. Og min mor måtte finde sig i at vi fangede haletudser og udklækkede små frøer som vi – selvfølgelig – satte tilbage i vandhullerne igen.

Min interesse for honningbierne blev vækket efter et besøg på ”Den gamle skole” da Henrik, jeg og vores to små-drenge var på ferie på Bornholm i 1999. Skue-stadet hvor vi skulle finde dronningen blandt alle de flittige arbejderbier fascinerede mig.

Vi flyttede til Bornholm i 2002 og besøgte med jævne mellemrum Finn og Birte for at købe honning, – Finn tilbød mig at ”gå med i bierne” jeg skulle blot troppe op efter påske. Det fik jeg aldrig gjort, tiden gik.

I 2009 kom jeg til at sidde ved siden af Karin True i flyet til Bornholm og vi kom til at snakke bier og biavl. Og så blev jeg føl hos Karin. Tak, Karin, fordi du tog dig tid til min forundring og mine mange spørgsmål.

    Mælkebøtterne blomster - og snart følger rapsen efter OLYMPUS DIGITAL CAMERA Bier ved flyvesprækken

I foråret 2010 fik jeg mine første 3 bi-familier, – det var en stor dag da jeg høstede min egen første honning og størstedelen af første års høst blev foræret væk af den stolte biavler – for jeg syntes at alle skulle smage dette vidunderlige produkt!

Sommeren 2016 er min 7 sæson som biavler: At følge med i honningbiernes liv giver en ekstra dimension i oplevelsen af haven og naturen. Sæsonens arbejde med at passe bierne er min form for ”meditation” og bibringer mig ro og stor glæde.

Lørdag formiddag er helliget bierne hen over forår og sommer, og jeg står der i bigården i et par timer, i duften af honning og voks og betragter de små lodne væsner på en tavle, der er, ja, flittige som bier.

Lyden af den første bi i en erantis eller krokus om foråret giver en varm følelse i hjertet. At stå og se, hvordan bierne kommer hjem med  pollenbukser på, og ved hjælp af farven finde ud af, hvor bierne har været henne.

Glæden ved at se æbleblomsterne og frugtbuskene blive bestøvet og at vide, at det giver både større bær og mere frugt.

Endelig så er der jo honningen. Min egen honning. Den nyslyngede, flydende honning, som smager vidunderligt på et stykke nybagt franskbrød, og som løber klistret ned ad fingrene og må slikkes væk.

Honningens skift i farve, konsistens, smag og duft hen over året, – det er kun forundt biavleren og den der kender en biavler, – den gude-spise kan ikke købes i butikkerne!

Vi har i Danmark og på Bornholm brug for bier til bestøvning og derfor investerer jeg noget af min fritid i arbejdet for Bornholms Biavlerforening, – jeg møder her mange dejlige mennesker, både blandt de garvede biavlere og blandt nybegynderne.

Jeg håber at biavlen, nu hvor gamle færdigheder som pileflet og økologisk grøntsagsdyrkning er taget op igen, kan få en renæssance.

Hvorfor er du biavler?

Tag stafetten og skriv en mail til Jannie.

 

846total visits,1visits today

biavl – honning – bornholm – bestøvning – bisværm